Der er meget snak om bæredygtig mode i disse år, fordi bæredygtighed er en mode i sig selv, og fordi der er mange mennesker, der er klar over, at modeindustrien på mange måder belaster vores klima helt enormt. Men hvad er bæredygtig mode egentlig, og kan det lade sig gøre at lave bæredygtig mode? Du får svaret lige her.
Bæredygtig mode handler om flere ting
For at forstå hvad bæredygtig mode er, er du først nødt til at forstå, hvad ordet bæredygtighed betyder. Bæredygtighed dækker over tre grene, der alle bør vægte højt, når der tales bæredygtig mode. Det, de fleste mennesker forstår ved bæredygtighed, er den miljømæssige del, hvor man forsøger at passe så meget på miljøet som muligt i forbindelse med produktion. Men bæredygtighed er også økonomisk bæredygtighed, fordi det selvfølgelig også skal kunne løbe rundt at producere, så virksomheden kan leve videre. Derudover dækker bæredygtighed også over et socialt ansvar, hvor de mennesker, der er en del af produktionen af tøj bliver behandlet ordentligt, både i forhold til om de arbejder med skadelige kemikalier, om de får nok i løn, om de har et godt arbejdsmiljø, osv.
Der er altså mange dele i at lave bæredygtig mode, og derfor går udviklingen også rigtig langsomt. Det er ikke altid den mest profitable forretning at lave bæredygtig mode, og derfor tager det mange virksomheder lang tid at finde frem til, hvordan de vægter bæredygtighed højt på alle parametre.
Kig efter certificeringer, når du vil købe bæredygtig mode
Hvis du gerne vil være sikker på, at du køber bæredygtig mode, når du køber nyt tøj, så er det en god idé at kigge efter certificeringer. Der er selvfølgelig masser af virksomheder, der laver bæredygtig mode, og som ikke har certificeringer, men din garanti for, at et tøjmærke bliver kigget over skulderen og stillet til ansvar for deres gode intentioner, er, hvis de har de rette certificeringer. Der er mange forskellige certificeringer at kigge efter, der alle beskæftiger sig med de forskellige grene af bæredygtighed, men du kan for eksempel kigge efter Better Cotton Initiative (BCI), Global Organic Textile Standard (GOTS) og OEKO-TEX som alle beskæftiger sig meget med selve produktionen af tekstilerne, men der er selvfølgelig også Fairtrade-certificeringen og lignende.
Det mest bæredygtige er at genbruge
Selvom der er masser af virksomheder, der beskæftiger sig med at lave bæredygtig mode eller i hvert fald har intentioner om at blive bedre, end de i forvejen er, så er det mest bæredygtige ikke at støtte de virksomheder, der laver bæredygtig mode. For det mest bæredygtige er faktisk slet ikke at købe nyt tøj – eller i hvert fald skære kraftigt ned på forbruget af nyt tøj. Der findes rigtig meget tøj i genbrugsbutikker, der ikke fejler noget, og der kan du finde masser af tøj, som du kan tage på, som det er, eller som du nemt kan trylle om til noget lækkert, hvis du er lidt af en DIY-type, eller har lyst til at have noget tøj, der er helt unikt.