Mange årtier tjener stadig som inspiration for moden i dag, og årtiet efter 1950 er et årti, der tit er værd at se tilbage på, fordi moden var spændende og helt særlig for det årti. Kender du ikke til moden i 1950, eller er du bare nysgerrig på, hvordan moden så ud dengang, så kigger vi her tilbage på, hvordan både kvinder og mænd gik klædt i 1950.
Stramme bukser og læderjakker til unge mænd
Rigtig mange mennesker har set filmen Grease, der blev udgivet i 1978, men som handler om en amerikansk high school i slutningen af 1950erne. Og hvis du kan forestille dig John Travolta i den film, så har du et meget godt billede af moden for unge mænd i årtiet 1950. Det var nemlig stramme bukser, der nærmest var malet på og sorte læderjakker, der var moderne, og som kunne ses på alle gader og stræder. Håret var sat med alskens produkter, der gjorde håret skinnende og blankt, og det kunne både køres til siden og bagud. Igen kan du måske se John Travolta og resten af T-Birds banden fra Grease, der rutineret kører en kam gennem håret flere gange i løbet af filmen. Men selvom det mest er sådan, vi husker moden for mænd i 1950 i dag, så var det faktisk et årti med meget skiftende mode, så mænd gik også i farverige skjorter, ternede jakkesæt, lange shorts og meget andet.
Polkaprikker, små taljer og store skørter til kvinderne
Der var et stort skel mellem mode for mænd og kvinder i 1950. For kvinder var det enormt moderne at vise taljen frem, så der skulle store skørter til med mange lag tyl, så taljen blev fremhævet og kom til at se så smal ud som muligt. 1950 var også det årti, hvor puddelskørtet blev populært, og det er egentlig bare et tylskørt med et ensfarvet yderlag påsyet en eller flere pudler, men mange kvinder gik med netop et puddelskørt i årtiet 1950. Kjoler og skørter blev også lavet i mange mønstre i 1950, men særligt polkaprikker var meget populære. Kvinder gik i 1950 også i cardigans i alle udformninger, men i dette årti blev korte sweatre også vældig moderne – igen tøj, der kunne fremhæve taljen. Generelt var den overdrevne timeglasfigur in gennem 1950.
1950 var inspireret af Marilyn, Elvis og andre ikoner
Der var mange store ikoner i årtiet 1950, og det er ikoner, der stadig den dag i dag anses som værende nogle af historiens største inspirationskilder. For eksempel Marilyn Monroe, der var et fænomen uden lige og elsket af både mænd og kvinder, og hendes stil blev forsøgt kopieret gennem hele årtiet. Det samme med Elvis, der fik kvinder i hobetal til at falde i svime og gjorde det helt legitimt at bære Hawaiiskjorter. Derudover var James Dean, Audrey Hepburn, Brigitte Bardot, Elizabeth Taylor og Grace Kelley alle nogle, som i særdeleshed unge mennesker i 1950erne så op til og beundrede.