Skal du lave lidt om i stuen, men mangler du inspiration til, hvordan du skal indrette den? Når du kender et rum godt, kan det være svært at få idéer til, hvordan du ellers kan indrette det, og derfor får du her nogle gode tips til, hvor du kan få inspiration til indretningen af din stue.
Find inspiration i naturen
En af de største trends i boligindretning i øjeblikket er at lade naturen inspirere indretningen. Det kan både være gennem at inkorporere masser af planter og blomster i din indretning, men det kan også være at tage nogle lækre naturlige materialer ind som bambus eller andet træ. Du kan også lade naturen inspirere gennem organiske former på dine møbler, som leder tankerne hen på for eksempel en tur på stranden, en gåtur i skoven eller mange andre oplevelser med naturen.
Naturen har en beroligende effekt på de fleste mennesker, og det er nok også i høj grad derfor, at den tjener som så stor inspirationskilde i indretningen i øjeblikket. Med inspiration fra naturen kan du skabe en tryg atmosfære i dit hjem, der både virker beroligende og hyggelig, og har du mange planter i hjemmet, kan de også være med til at skabe denne stemning.
Kig boligmagasiner igennem
Et andet sted, der måske er lidt mere oplagt at søge inspiration, er i boligmagasiner. Der findes masser af både danske og udenlandske boligmagasiner, der hver måned kan give dig en god portion inspiration til, hvordan du skal indrette din stue. De fleste boligmagasiner laver i dag onlineversioner, hvor du kan læse dig til det meste indhold på magasinets hjemmeside, men du kan også vælge at købe magasinet i en trykt version. Det kan nogle gange give lidt bedre inspiration at sidde med magasinet i hånden, så du kan nærstudere billederne og få en fornemmelse af indretningen, uden at det foregår på en computerskærm. Et par forslag til danske boligmagasiner kunne for eksempel være Bo Bedre, Boligmagasinet, RUM, Boligliv eller Mad & Bolig.
Brug sociale medier som inspiration
Ligesom med alt andet kan du også få inspiration til at indrette dit hjem gennem sociale medier. De sociale medier, der har billeder som centrum, har typisk rigtig meget inspiration til for eksempel indretning, og ved at søge Instagram igennem ved hjælp af hashtags, kan du nemt finde inspiration til lige netop den stil af boligindretning, der passer til dig. På den måde kan du også nemt ”abonnere” på et hashtag, så du kan få boligindretning direkte ind på forsiden af din Instagram.
Du kan også bruge for eksempel Pinterest til at samle inspiration på dit eget board. Hvis du gerne vil dele inspiration til boligindretning op i forskellige grene, så er det nemt at gøre gennem Pinterest. Der kan du også gå på opdagelse i andre brugeres boards, så du kan se, hvilken boliginspiration, de kigger på, og hvordan de sammensætter forskellig inspiration fra forskellige kilder rundt omkring på nettet.