Farver i mode kommer og går, og derfor kan det være svært at finde ud af, hvad der er modefarver lige nu og her. Modefarver skifter ikke kun fra år til år, men også fra sæson til sæson, så det kan være svært at følge med i, hvilke modefarver der er in nu eller i næste sæson. Er du i tvivl om modefarver i foråret og sommeren 2021, så læs med her.
Brug pink i alle afskygninger
Pink er ikke altid det store hit, men i 2021 er det helt klart en af de modefarver, du kommer til at se i gadebilledet. Det er ikke kun én bestemt nuance af pink, der kommer til at hitte, for det er faktisk pink i alle afskygninger, der kommer til at dominere. Fra de helt sarte rosa toner til de kraftige hot pink nuancer vil du kunne finde både tøj og accessories i alle former, der benytter sig af forskellige toner af pink. Det gode ved farven pink er, at den passer til både hvid og sort, så du kan altså matche den med masser af basic beklædningsgenstande, du har i din garderobe allerede. Tør du ikke springe ud i en helt pink jakke eller bliver det for voldsomt for dig med en lyserød skjorte, så kan du jo også prøve dig frem med små pink detaljer, for eksempel i håret eller på skoene, så du får inkorporeret en af sæsonens modefarver.
Gå sommeren i møde med lette hvide stoffer
I år bliver hvid også en farve, der kommer til at dominere. Hvid kommer både til at kunne ses som en af forårets og sommerens modefarver, så du behøver ikke være bekymret for, om farven allerede er forældet, når kalenderen viser juni. Hvid er en skøn farve til de rigtig varme sommerdage, fordi farven ikke suger så meget varme til sig, og er du blevet solbrun, kan farven også være med til at highlighte, at du har fået lidt kulør. Brug for eksempel lange luftige nederdele i hvid, der virkelig skriger sommer, eller find et par hvide sneakers, der kan være den perfekte afslutning til et lækkert sommeroutfit. Du kan også sagtens matche hvidt med hvidt, hvis hvid er din absolutte favorit af de kommende sæsoners modefarver.
Kraftigere modefarver er på vej ind i gadebilledet igen
I lang tid har pasteller domineret modebilledet, og selvom vi helt sikkert ikke er færdige med pasteller, kan du godt forberede dig på, at der kommer lidt mere knald på farverne de kommende sæsoner. Det er nemlig ikke kun pink i alle afskygninger, der er på vej ind i moden igen, for det er også kraftige orange, gule, lilla og neongrønne farver, der så småt begynder at poppe op rundt omkring. Er du glad for farver, kan du altså roligt begynde at finde dine favorit farverige gevandter frem fra gemmerne, så du kan være helt klar til de kommende modefarver gennem foråret og sommeren 2021.